Iver
*født mellem 1600-1650
†død d. ?
∞ gift med ??
Søn af ??
Stilling: ??

Børn:
Ane Iversdatter
*Født omkring 1670
† død i marts 1754 i Myrtuegård, Hostrup, Skast herred, Ribe amt, begravet d. 27-3 1754 (84 år)
∞ gift med Esche Hansen

jeg ved desvære ikke mere om Iver hvor han kom fra eller hvem han var gift med

Fra Danmarkshistorien.dk:
Det danske landbosamfund 1536-1660 Forfatter, Carsten Porskrog Rasmussen

Danmark var i perioden både et bondeland og et godsland. Mindst 80% af befolkningen boede på landet, og de fleste var helt eller delvis beskæftiget ved landbruget. Det meste af jorden blev drevet under ca. 75.000 bondegårde, dvs. gårde som var store nok til, at en familie kunne leve af dem, men ikke større end at familien kunne drive gården alene eller sammen med ganske få tjenestefolk.

Omkring 1536 passede antallet af gårde nogenlunde til befolkningens størrelse, så der var gårde til det store flertal af familierne på landet. I løbet af perioden steg befolkningen ret markant. I Midt- og Vestjylland gennemførte man ofte uformelle delinger af gårdene, men i resten af landet var hovedreglen, at gårdene forblev udelte. I stedet blev der bygget huse med ganske lidt eller slet ingen jord til den voksende befolkning. Bondestanden blev på den måde i praksis delt i to sociale lag: for det første de egentlige bønder eller gårdmænd, og for det andet husmændene, som betegnede alle, der boede i et hus, uanset hvad de levede af. Endnu i 1660 var gårdmændene dog klart i flertal.

Over det meste af landet boede bønderne i landsbyer. Hver bonde havde sine egne marker, men de var spredt i mange stykker rundt om landsbyen. Derfor måtte arbejdet koordineres, så man kunne komme til for hinanden, og alle måtte dyrke det samme på samme tid i samme dele af bymarken. Det blev reguleret gennem landsbyfællesskabet, hvor alle gårdmænd mødte på et bystævne og traf de nødvendige beslutninger. Landsbyens kvæg græssede sammen, men antallet af dyr, hver bonde måtte sætte på græs, var reguleret i forhold til, hvor meget jord han havde. Noget tyder på, at landsbyfællesskabet netop i denne periode blev endnu fastere - bl.a. som reaktion på den øgede befolknings pres på naturens ressourcer.

Mens Danmark således var et bondeland, var det også samtidig et godsland, idet de fleste bønder ikke ejede deres gårde selv, men var fæstebønder under en adelsmand, kongen eller en kirkelig institution. Efter Grevens Fejde blev en del jyske selvejerbønder gjort til fæstere, så antallet af selvejere, det vil sige bønder der ejede deres gård selv, nu var under 10% på landsplan. Andelen af selvejere faldt til omkring 6% i 1651. Ellers var det vigtigste resultat af Reformationen, at kongen overtog kirkens gods, så kongen herefter var godsejer for ca. halvdelen af landets fæstebønder, mens de fleste andre hørte under adelige godsejere.

Fæstebønderne betalte faste årlige afgifter, landgilde, til deres godsejer. De var også forpligtede til at arbejde for godsejeren, dvs. til at gøre hoveri. En del bønder - især på krongodset - betalte dog penge i stedet. Samtidig var godsejeren bøndernes 'herskab'. Det betød bl.a., at godsejeren havde såkaldt hals- og håndsret (politi- og straffemyndighed) over sine bønder. Han skulle derfor opretholde lov og orden blandt dem, men han skulle også beskytte dem mod krav og overgreb fra udenforstående.

Godsejerne havde deres egne gårde, herregårde eller hovedgårde, som de drev for egen regning, men i høj grad ved hjælp af bøndernes hoveri. Endnu midt i 1500-tallet var hovedgårdene dog ofte ret små og hoveriet moderat.

Det meste af perioden var gunstig for både godsejere og bønder. Frem til omkring 1640 var priserne på landbrugsvarer stigende, og dansk landbrug havde en blomstrende eksport af korn og stude. Bondegårdene var så store, at bønderne havde korn eller andre produkter at sælge, og godsejerne fik korn både fra deres egne marker og som landgilde fra bønderne. Studene blev fedet op på bondegårdene de første tre-fire år, men blev så i reglen solgt til godsejerne, der gav dem et kraftigt foder det sidste år, før de blev solgt til eksport og vandrede sydpå.

Fra slutningen af 1500-tallet begyndte godsejerne at gøre herregårdsmarkerne større og pålægge bønderne mere hoveri. Det betød et øget pres på bønderne, som dog modsvares af, at landgilden ikke blev forhøjet, selv om tiderne var gode. Det var først, da staten også begyndte at kræve stigende skatter midt i 1600-tallet, at bøndernes vilkår for alvor begyndte at forværres.

Landbruget var også dominerende i de andre dele af monarkiet, men på en lidt anden måde. I Norge var det store flertal af indbyggerne ganske vist bønder, men der var ikke noget videre overskud af landbrugsvarer, og man importerede endda korn. Derimod havde Norge en betydelig eksport af fisk, og i løbet af perioden fik Norge en blomstrende eksport af tømmer, som fik stor økonomisk betydning også for staten, da der blev lagt told på den. De fleste norske bønder var fæstere, men godserne betød ikke meget, og godsejerne havde mindre magt over bønderne end i Danmark.

Hertugdømmerne var derimod præget af store indre kontraster. Visse egne var præget af frie bønder og en blomstrende økonomi med speciale i produkter som hvede og ost. Desuden hørte en større andel af bønderne under kongen eller hertugen end i kongeriget Danmark, og disse bønder havde friere vilkår end bønderne på adelsgodset. Adelen stod især stærkt i den østlige del, og her var der til gengæld godser med meget store herregårde, som blev drevet ved tungt hoveri af bønderne. Her havde godsejerne mere magt over bønderne end andre steder i monarkiet, idet bønderne var underkastet såkaldt livegenskab, som bl.a. betød, at både mænd og kvinder i princippet var bundet til at blive på samme gods hele livet.

Udgivet: 2009.