3 x tip på Ottos morfars side
Ane Marie Pedersdatters forældre:
Peder Pedersen også kaldet Peder Pedersen Kudsk
* født i 1729 angiveligt født i Engesvang, Kragelund sogn, Hids herred men dette er uvist., da kirkebøgerne i Kragelund først begynder i 1745, så der kendes ingen dato for hans fødsel.
søn af ??
† i 1793 i Kragelund, Århus Amt, i en alder af 64 år., begravet d. 29-5 1793 i Kragelund kirkegård
∞ gift d. 29-6 1773 med Johanne Jensdatter , i Sunds, Ringkøbing amt.
Trolovet i Sunds d. 2 marts 1773:
Peder Pedersen fra Engesvang og Johanne Jensdatter i Linå, forlover Jens Svendsen og Niels Christensen begge i Linå
Johanne Jensdatter
* født 1747, Linå, Sunds sogn, Ringkøbing Amt, konfirmeret i Linå, Sunds i 1763
† død i 1794 kun 49 år gammel. Hun blev begravet på Kragelund kirkegård den 27. maj 1794.
datter af Jens Svendsen og Kirsten Laursdatter
Peder Pedersen også kaldet Peder Pedersen Kudsk, måske kaldet Kudsk fordi at han var Kudsk i nogle år ? Peder og Johanne, Fæstner i 1779 gården Hesselskov under Alhede-Kolonien : Middel Frederiksmose , Kragelund sogn af kommisionen, som 1795 efter en beskrives består af et 8 fag stort våningshus, et hus indrettet til heste, fæ og får samt lade på 8 fag med fælleds gade, brandfæ, mark, kjær og mose samt hede.
Senere oplyses at han havde underskrevet et "enfoldigt" fæstebrev af lydighed for hans foresatte, hvormed han havde udelukket sig fra de fortrin, som de første kolonister i året 1761 havde opnået af de daværende kommisair og ratificeret af det kongelige rentekammer. Desuden har han måtte sætte sig i gæld for at udrede de 45 Rigsdaler det kostede at opnå fæstet.
I 1787, nævnes familien i Middel Frederiks Mose og bestod af bonde og kolonist af de danske.: Peder Pedersen på 56, hans kone Johanne Jensdatter på 40 og børnene Mette på 13, Anders (fejl for Peder) på 10, Inger på 5 og Anne Marie på 1 år.
Peder Pedersen Kudsk døde i 1793, 64 år gammel, af Colonien. Han blev begravet på Kragelund kirkegård den 29. maj 1793.
Da der var mindreårige børn skulle der afholdes skifte og efter at det hele var gjort op viste boet et lille overskud.
Allerede inden skiftet var sluttet blev enken syg og Johanne Jensdatter døde året efter, 49 år gammel. Hun blev begravet på Kragelund kirkegård den 27. maj 1794.
Der blev igen afholdt skifte på gården og den omtalte undersøgelse af fæstebrevet blev foretaget i håb om at den ældste søn Jens kunne fortsætte forældrenes fæste. Det lykkedes på betingelse af at han overtog den gæld, der var på gården efter moderens sygdom, og han fik overladt det hele mod at love at betale alt og alle, samt at han ville opdrager sine 2 umyndige søstre, Inger Kirstine og Anne Marie indtil de have været til konfirmation, eller selv kan tjene deres brød.
Efter Peders død skulle der skiftes med børnene men allerede inden skiftet var sluttet blev Johanne syg og hun døde året efter, 49 år gammel. Hun blev begravet på Kragelund kirkegård den 27. maj 1794.
Børn:
Mette Pedersdatter
* født i 1773, sidst på året, i Engesvang, døbt i Kragelund kirke d. 26-12 1773
∞ d. 9-10 1819 blev hun viet i Ikast kirke til Jacob Pedersen , Uhr.
I 1834 ses de at være beboer på Ikast fattighus og nyde almisse og i 1840 bor de her stadig, Jacob Kudsk på 75 og Mætte Pedersdatter på 68 år. Kort efter må Jacob være død for i 1845 ses hun sammesteds, nu 72 år gammel og født i Kragelund sogn og at være gift med en Andreas Kirsbye.
Jens Pedersen
* født i 1775, i foråret døbt d. 14-4 1775 i Kragelund kirke.
Barndommen blev tilbragt hos forældrene på gården Hesselskov i Kragelund sogn og da begge forældre døde i 1794-95 overtog han efter nogle komplikationer gården. Den 23. feb. 1797, blev han gift i Vinderslev kirke med pigen Anne Marie Christensdatter fra Mausing. De får et hold tvillinger hjemmedøbt på gården den 22. februar 1798, der dog begge døde få uger gamle.
De har antageligt forladt gården kort efter, idet det vides at de omkring 1799 fik en datter Johanne som hverken er fundet døbt i Kragelund eller Vinderslev, ligesom familien heller ikke lader sig finde i 1801.
Først 1804 dukker familien op igen. De er nu husmandsfolk i Mausing, Vinderslev sogn og den 5. august får Jens Pedersen Kudsk og Ane Marie Christensdatter en søn Peder døbt. Så da Jens' søster Inger Kirstine i 1806 føder et barn udenfor ægteskab, tager de hende til sig. I hvert fald bor hun hos dem ved sin konfirmation i 1822.
I 1834, nævnes familien i Mausing, Vinderslev sogn og bestod af husmand Jens Pedersen på 60 og hans kone Ane Marie Christensdatter på 70.
Jens Pedersens kone døde inden 1840, for da er han gift med en Birthe Marie Mikkels- datter fra Seiling. Jens Pedersen selv døde 1858 som aftægtsmand i Mausing.
Peder Pedersen (Kudsk)
* født i foråret 1777 i Christianshøj og døbt d. 2-3 1777 i Kragelund kirke
† i 1813 i Mausing , Lysgård -Hids herred (36 år gammel)
Inger Kirstine Pedersdatter
* født i 1782 sidst på foråret på gården Hesselskov , døbt i Kragelund kirke d. 23-6 1782
† d. 26-3 1856, begravet d. 6-4 1856 fra Vinderslev kirke 2. juledag 1806 oplyser Snejbjerg Kirkebog at Inger Pedersdatter fra Volsgård har et uægte barn til dåbs barnet bliver døbt Bodil Johanne, Faderen var karl Niels Nielsen der også tjente på gården. På et tidspunkt blev datteren sat i pleje hos Ingers bror Jens i Mausing, Vinderslev sogn. Ved folketællingen i 1834 er Inger gift med Christen Madsen og hun ernære sig ved at strikke strømper, her ses de at være indsiddere på en gård i Øster Høgild, Rind sogn. De fik 2 sønner : Mads født omkring 1820 og Peder født omkring 1821, efter mandens død flytter Inger til Vinderslev sogn og får ophold hos datteren Bodil Johanne. Bodil bliver omkring 1830 gift med gårdmand Anders Rasmussen i Mausing Inger dør hos datteren og svigersønnen i Mausing i 1856.
Anne Marie Pedersdatter
* født i 1786. i løbet af foråret på gården Hesselskov og døbt d. 17-4 1786 i Kragelund kirke
† død d. 6-4 1850 i Mausing og blev begravet den 14. april 1850 i Vinderslev. Som det var tilfældet med storesøsteren Inger Kirstine havnede hun også i Snejbjerg sogn ved Herning i sin tidlige ungdom. i 1812 bliver hun gift med naboen til Jens, nemlig Laurs Pedersen
(indgår i vores slægt)
(Se mere under Laurs Pedersen og Anne Marie Pedersdatter)
Træk af kolonisationens historie (uddrag fra Kartoffeltyskere.dk)
Kolonisterne på de jyske hedestrækninger.
I første halvdel og omkring midten af 1700-tallet blev der rundt om i Europa gjort forsøg på at opdyrke både moser og heder. Eksempler på sådanne tiltag kendes fra bl.a. Spanien, Rusland og Østrig-Ungarn, samt fra de mange hedeegne nord for Berlin i det daværende Preussen.
Også herhjemme forsøgte regeringen flere gange at få påbegyndt opdyrkningen af de vidtstrakte heder i Midtjylland fra Viborg i nord til Vejle i syd, samt fra den nuværende dansk-tyske grænse i nord til Rendsburg i syd i hertugdømmer Slesvig-Holsten, hvor den danske konge var hertug. Disse forsøg blev intensiveret specielt på grund af landets økonomiske situation efter nederlaget til Sverige i krigene 1658-59 og det endegyldige tab af de svenske besiddelser, med fredsslutningen efter Store Nordiske krig i 1720.
Det var nødvendigt at skaffe nye indtægter- og her blev hedeodyrkningen set som et væsentligt element.
Det lykkedes først i årene 1759-1765, da den kongelige danske legationsråd Johann Friedrich Moritz i Frankfurt am Main på grundlag af bl. a. annoncer i derværende aviser samt plakater fra foråret 1759 og de følgende 3-4 år fik sendt mere end tusinde kolonister fra landgrevskabet Hessen-Darmstadt, grevskabet Erbach i Odenwald, Kurpfalz, markgrevskabet Baden-Durlach samt hertugdømmet Württemberg til Danmark
Den stadig stigende strøm af kolonister overvældede de danske myndigheder, der ikke havde forberedt modtagelsen - og slet ikke af så mange. På grund af både politiske og religiøse spændinger i de nævnte sydtyske fyrstendømmer – samt gyldne løfter og rejsepenge havde en broget skare ladet sig lokke nordpå; mange af kolonisterne var landarbejdere og håndværkere, langt fra alle var egentlige bønder – og for langt den største parts vedkommende helt uden kendskab til hedeopdyrkning
I efteråret 1759 kom de første kolonister til Viborg og Fredericia, hvor de blev indkvarterede for vinteren, og i løbet af 1760 kom en stadig større strøm af familier, der blev indkvarterede i Fredericia, Kolding og Vejle. I 1760 blev kolonierne Havredal (Frederikshede) og Grønhøj (Frederikshøj) på Alheden i det nuværende Frederiks sogn anlagt med hver 30 gårde efter kolonisternes ønske efter sydtysk skik med 3 gader med hver dobbeltrækker med fem gårde i hver række, og i hver gård skulle der oprindelig bo to familier. Lignende kolonier blev anlagt i Thorning (Gråmose=Frederiksmose og Kompedal=Frederiksdal), Kragelund (Julianehede) og Bording sogne (Christianshede), samt på Randbøl Hede vest for Vejle i sognene Randbøl (Frederikshåb) og Vorbasse (Frederiksnåde og Moltkenberg)
I 1761 kom der stadig kolonister til landet. Der var ikke plads til at bosætte dem på de hidtidige hedearealer, hvorfor de blev indkavrateret på hedearealerne i hertugdømmerne Slesvig og Holstein, der modtog langt størsteparten af kolonisterne. .
Kolonisternes antal på Alheden og Randbøl Hede blev dog snart reduceret. Fra myndighedernes side skønnede man, at der var mange uegnede blandt kolonisterne, andre igen var opsætsige. Man udarbejdede derfor i 1763 en liste over de, man ønskede udviste af landet. Men forinden var en del rejst frivilligt på grund af skuffelse – enten hjem igen eller til Rusland ved Volga-floden. Herefter kunne de resterende kolonister få udstedt endeligt tysk fæstebrev på deres kolonigårde.
Endelig blev en reduktion i kolonisternes antal fuldbyrdet i 1765. Dette skete ved den nye regerings indgreb i kolonisationsprojektet gennem besparelser. Det kunne mange familier ikke holde til, og de anmodede derfor om rejsepas til Rusland, hvortil der allerede var indvandret tidligere kolonister fra Jylland i årene 1763-1764 Først ved samme tid indfriede myndighederne det givne løfte om bygning af en kirke. Frederiks kirke stod færdig 1765, men blev først indviet i 1766. Bygningen af kirken, der blev lagt midt mellem Grønhøj og Havredal, var blevet trukket i langdrag. Størstedelen af kolonisterne var lutheranere, men en næsten lige så stor del var reformerte (calvinister), hvortil kom nogle få katolikker
Tilbage blev efter den sidste reduktion i 1765 ca. 53 familier på Alheden og Randbøl Hede, og der kunne nu skabes ro til at arbejde videre med kolonisationsprojektet. Der skulle nu komme år med sejt og brydsomt arbejde med opdyrkningen af de jyske hedestrækninger.